Nu har man knoklet sig igennem flere år for at få overstået skole, gymnasium, og Uni, så man rigtigt kan blive "voksen".....
Og langt om længe står man og har overstået Uni med et stykke papir i hånden der siger at "NU" er man noget... Eller er man?
Igennem de sidste år har DI og andre storer arbejdsgiver organisationer råbt og skreget over manglen på højt uddannet arbejdskraft. Den er ligefrem så stor, at arbejdsgiverne er tvunget til at importere kvalificeret arbejdskraft fra det stor udland og det har staten jo allerede gjordt halv - til hel umuligt ved at kaste grus i maskineriet på indvandre området(Arbejdsgivernes holdning - skulle man tro på deres udtalelser).
Men der står man med sit lille stykke papir og siger PIP! Her er jeg - jeg er noget (tror jeg nok)!!!
Så efter 1½ års hårdt arbejde, 280+ ansøgninger til 50+ virksomheder og 70 afslag senere begynder man at fortvivle lidt.... Det bliver sværer og sværer at smile og sige til sig selv: " Den næst ansøgning skal nok give pote"; "Selvfølgeligt får jeg job som akademiker..." eller lignende peptalks bemærkninger - De er ligesom begyndt, at være lidt tomme med tiden.
Også pludseligt sker det... Far her har (måske) landet sig et arbejde... Man tør næsten ikke tænke tanken til ende... Nu skal far til at være voksen... Eller skal han? Helt nye tanker melder sig... hvad skal man kost? Hvad skal man kræve? Skal man være aggresiv eller mere passiv? Hvad nu hvis det er det forkerte?
Er det det vil sige at blive voksen?
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar